Europarådets Komité til Forebyggelse af Tortur
og Umenneskelig eller Nedværdigende Behandling eller Straf (CPT)
[ Dansk / Danish / Danois ]
Forebyggelse af mishandling af
frihedsberøvede personer i Europa
Med henblik på at vurdere, hvordan
frihedsberøvede personer behandles, organiserer CPT besøg til steder, hvor
sådanne personer tilbageholdes. Disse steder omfatter: fængsler,
institutioner for frihedsberøvede unge, politistationer, centre for
tilbageholdte immigranter, psykiatriske hospitaler, plejehjem o. lign.
CPT delegationer har ubegrænset adgang
til sådanne steder, og har ret til at færdes uhindret på området uden nogen
form for begrænsning. De kan samtale privat med frihedsberøvede personer og
kommunikere frit med enhver, der kan bidrage med oplysninger.
Efter hvert besøg fremsender CPT en
detaljeret rapport til den pågældende stat. Denne rapport omfatter
delegationens iagttagelser og konklusioner, dens henstillinger, kommentarer
og anmodninger om oplysninger. CPT anmoder tillige om en detaljeret
besvarelse på de spørgsmål, som er rejst i rapporten. Disse rapporter og
svar udgør en del af den vedvarende dialog med de pågældende stater.
CPT’s fulde navn er “Den Europæiske
Komité til Forebyggelse af Tortur og Umenneskelig eller Nedværdigende
Behandling eller Straf”. Dette fremhæver to vigtige karakteristiske træk:
For det første, CPT dækker landene i Europa, og for det andet, CPT
beskæftiger sig ikke kun med ”tortur”, men også med en lang række
situationer, som kunne være ensbetydende med ”umenneskelig eller
nedværdigende behandling eller straf”.
Et besøgssystem
Besøg foretages af delegationer, der
som regel består af et antal CPT medlemmer, ledsaget af repræsentanter fra
komitéens sekretariat, og om nødvendigt af yderligere eksperter og tolke.
CPT delegationer foretager periodiske
besøg (sædvanligvis hvert fjerde år), men om nødvendigt foretages herudover
”ad hoc” besøg.
Komitéen skal orientere den pågældende
deltagerstat om, at den har til hensigt at gennemføre et besøg. Når det er
sket, kan CPT delegationen besøge ethvert sted, hvor personer er
frihedsberøvet, uanset tidspunkt og uden forudgående varsel.
Samarbejde og fortrolighed
Principperne om samarbejde og
fortrolighed er nedfældet i den internationale aftale (“Konvention”), som
danner grundlaget for etableringen af CPT.
- Samarbejdet med de nationale myndigheder er hovedsagen i CPT’s
arbejde, eftersom formålet er at beskytte frihedsberøvede personer snarere
end at fordømme staterne i tilfælde af mishandling.
- Fortrolighed er et andet karakteristisk princip for CPT’s arbejde.
Komitéens iagttagelser, konklusioner og rapporter og regeringernes svar er
i princippet fortrolige. Ikke desto mindre er en stor del af
informationerne om CPT’s arbejde offentligt tilgængelige.
Offentliggørelse
- Den enkelte stat kan selv anmode om, at CPT’s rapport offentliggøres
sammen med statens eget svar. Hidtil har de fleste stater valgt at
offentliggøre disse dokumenter.
- Hvis det mislykkes for en stat at samarbejde eller den nægter at
forbedre situationen i lyset af CPT’s henstillinger, kan komitéen beslutte
at fremsætte en ”offentlig udtalelse”.
- Herudover udarbejder CPT en generel rapport om sine aktiviteter, som
udgives en gang om året.
CPT’s struktur
- Medlemmerne af CPT er uafhængige og uvildige eksperter med vidt
forskellig baggrund, bl.a. jurister, læger, og specialister i fængsels-
eller politiforhold.
- Europarådets Ministerkomité vælger et medlem for hver deltagerstat.
Medlemmerne vælges på grundlag af deres individuelle kompetence (d.v.s. de
repræsenterer ikke den stat, for hvilken de er valgt). For yderligere at
sikre uafhængigheden deltager medlemmerne ikke i besøg til den stat, for
hvilken de er valgt.
- CPT’s sekretariat er en del af Europarådets ”Generaldirektorat for
Menneskerettigheder og Juridiske Anliggender”.
Baggrund
- CPT er oprettet i henhold til Europarådets ”Europæiske Konvention til
Forebyggelse af Tortur og Umenneskelig eller Nedværdigende Behandling
eller Straf”, som trådte i kraft i 1989.
- Den bygger på artikel 3 i den Europæiske Menneskerettighedskonvention,
som fastslår, at ”Ingen må underkastes tortur eller umenneskelig eller
nedværdigende behandling eller straf”.
- CPT er ikke et efterforskningsorgan, men udgør en ikke-retslig,
forebyggende mekanisme til beskyttelse af frihedsberøvede personer mod
tortur og andre former for mishandling. CPT komplementerer således det
retslige arbejde, som udøves af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.
Ratifikationer
- Konventionen er ratificeret af samtlige 47 medlemsstater i
Europarådet.
- Europarådets Ministerkomité kan herudover invitere enhver stat, som
ikke er medlem af organisationen, til at tiltræde Konventionen.
Yderligere oplysninger
- En kort præsentation af CPT [CPT/Inf/E (2010)
1]
PDF
Word